Alle vi, som har fået sløret fjernet, kan nu se hans herlighed – med de begrænsninger, der hører det jordiske liv til – og den herlighed sætter sit præg på os, så vi forvandles til lighed med ham, efterhånden som vi modtager fra hans Ånd, og det går fra herlighed til endnu større herlighed.
(Bibelen på Hverdagsdansk)

og sådan lyder det i den autoriserede 1992-oversættelse:

Og alle vi, som med utilsløret ansigt i et spejl skuer Herrens herlighed, forvandles efter det billede, vi skuer, fra herlighed til herlighed, sådan som det sker ved den Herre, som Ånden er.

Tidligere på aftenen faldt jeg så over en hjemmeside for en amerikansk bog der hedder unChristian (uKristen), som er et forsøg på at sætte fokus på at kirken i store træk har et image-problem, hvis man spørger almindelige mennesker. Nogle af de tillægsord der bliver sat på os kristne er “hykleriske”, “ufølsomme” og “dømmende”. Selvom bogen er amerikansk tror jeg mange af de samme ting gør sig gældende i Danmark, måske endda i større grad?

For en times tid siden satte jeg mig i sofaen og læste lidt i Max Lucados bog Det drejer sig ikke om mig og kapitlet jeg læste handlede netop om det der står i 2. kor. 3,18. Det handler om hvordan vi er sat her i verden for at spejle os i Gud, og afspejle hans herlighed her i verden.

Dette sammentræf fik mig til at standse op og tænke lidt. Sammenhængen mellem vores opgave som Guds spejle og kirkens image-problem. Den er vist til at føle på, for kirken består af os! Selvom sammenhængen er indlysende, og det er tydeligt at der bør være fokus på emnet, er det straks sværere at praktisere.
Nogle kristne mener at det vigtigste er kærligheden, og at der derfor ikke er grænser for hvad vi skal elske og acceptere hos vore medmennesker. Andre går i den anden grøft og har nærmest ikke øje for mennesker uden for kirken, fordi de er for anderledes.
Jeg tror vejen midt mellem disse yderpunkter er den vi skal gå. Som kristne er vi kaldet til at elske vores næste uden forbehold for deres livsstil, men vi er også kaldet til at lede dem til Jesus, så de kommer ind i en forandringsproces der skabes af Guds kraft – en proces alle kristne bør leve i, for vi er bestemt ikke fejlfrie. Vi har brug for formaning og oplæring hele livet. På trods af vor forandring er vi stadig kaldet til at række ud til verden omkring os, istedet for at miste kontakten. Det er en balancegang hvor vi ikke kan undgå at komme til kort – vi må søge trøst og vejledning hos Gud. Dertil kommer kampen mod fordommene. De er en mur mellem Jesus og mennesker. En mur, hvor der i stedet burde være et spejl, der spejler Guds herlighed.

Lad os spejle os i Gud, lade os forvandle af hans ånd og spejle hans herlighed ud i denne verden.